• 1

Jeg har været afdelingsleder i det private erhvervsliv i 10 år men noget ”kaldte på” at jeg skulle arbejde dybere med mennesker og efter en tur ned med stress i 2015, skiftede jeg spor. Jeg afsluttede den 4-årige uddannelse til Spirituel Integrativ Krops- & Psykoterapeut på Tobias-Skolen og startede som selvstændig psykoterapeut og coach.

Jeg har altid haft naturen tæt på mig og jeg har vidst, at for at kunne ”lade op”, skulle jeg befinde mig i naturen. Der er stærke healende kræfter i naturen, men også i samværet med dyr. Siden jeg var helt lille, har jeg holdt af dyrs selskab og jeg har ydmygt beundret den kærlighed, som går begge veje, når vi interagerer med dyr. Min fascination af dyr og det de kan lære os, førte til at jeg i 2008/2009 tog en uddannelse i telepati med dyr.

Jeg tror på, at grunden til, at vi har taget dyrene så tæt ind i vore liv i dag, er fordi de skal minde os om noget helt oprindeligt, som vi mennesker efterhånden er ved at have glemt, nemlig det helt simple: At åbne vore sanser og være autentisk nærværende og ægte mærkende væsener. Det hjælper hestene med til i sessioner med hest. Deres gode jordforbindelse har stor effekt på os og deres interesse for os og evne til at spejle vore følelser, giver os en helt unik samarbejdspartner i hesten. Jeg blev i 2013 eksamineret i EqMM’s teknikker i Hesteassisteret Coaching og Energiarbejde.

I vores kultur hylder vi det gode hoved, mens kroppen er et vedhæng, der bare skal fungere og helst se ordentlig ud. Sidstnævnte faktor gør ofte kroppen til objekt for nedsættende holdninger af os, men vi glemmer hvor fantastisk et organ, kroppen er! Vi er gået op i hovedet og har forladt vore kroppe, som blot bliver genstand for noget maskinelt, som når vi f.eks. beslutter os for at løbe en tur. Men kroppen er meget mere -og meget mere intelligent, end ”blot en maskine”. Kroppen gemmer på alt det ubevidste, som vi pakker ned, når det bliver for farligt at være i. Det ophober sig som ubalancer og skaber over tid, sygdomme. Men heldigvis kan det gennem bevidst kropsarbejde, findes frem igen og forløses -og når det sker, skabes der på ny flow i kroppen og vi kan ad den vej sikre vores sundhed, både mentalt og fysisk. Jeg bruger kropsarbejdet, som en integreret del af mit arbejde.